Rygeloven og befolkningen

Rygeloven er blevet populær hos danskerne (DR)

Det er forbudt at ryge i toget, på jobbet og på restauranterne, og det er danskerne godt tilfredse med.

Loven om røgfrie miljøer blev født under højlydte protester i 2007, men i dag støtter et stort flertal reglerne, viser en ny måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Hele 67,5 procent af de adspurgte mener, at rygereglerne er passende, sådan som de er, mens 13,3 procent gerne ser, at politikerne strammer dem yderligere.

Således mener næsten hver femte, at det bør være forbudt at ryge på togperroner og ved busstoppesteder.

Er der andre end mig som ikke synes at disse tal er overvældende. Et flertal på 67.5% dvs. omkring 2 ud af 3 (67%) synes at den er passende. Mens at 13.3% gerne ser at den bliver strammet yderligere. Journalisten ser ikke ud til at kunne elementær regning. Slutningen er helt forkert. Hver 5. person er (1/5)*100=20%. 13.3% er ikke tæt på 20%. Faktisk, så er det ikke engang hver 6., hvilket svarer til (1/6)*100=16.7% Hvad med hver 7.? (1/7)*100=14.3%. Hver 8.? (1/8)*100=12.5%. Altså, tallet svarer til mellem hver 7. og hver 8, tættest på hver 8.!

Det er ikke engang muligt at brokke sig over åbenlyst SJUSK, eller i værste fald, bevidst misvisende afrunding. Nyheden er forfattet af "Ritzau", så der er ingen at sende en brokkende email til.

I Kræftens Bekæmpelse opfordrer direktør Leif Vestergaard Pedersen Folketinget til at benytte opbakningen i befolkningen til at tage nye skridt mod røgfrihed.

Opbakningen til at tage nye skidt er... 13.3% Jeg ved ikke hvad der er galt med Leif.

Ud over røgfrie udendørsarealer ved tog og busser opfordrer Kræftens Bekæmpelse til et totalt rygeforbud i arbejdstiden - også selv om det foregår i rygekabiner.

- Alle undersøgelser viser, at der kommer røg og ikke mindst farlige stoffer ud fra rygekabinerne. Derfor er der ingen anden vej end at bestemme, at der ikke længere må ryges inden døre på arbejdspladserne, siger han.

Det samme bør gælde i hjem, hvor der passes børn. I dag er det forbudt for dagplejemødre at ryge, mens børnene er til stede, men det er tilladt i separate rum, når børnene er gået hjem.

- Røgen siver fra det ene rum til det andet, og derfor kan det ikke undgås, at børnene påvirkes. Det er urimeligt, at forældrene i dag står alene med at tage den konflikt med dagplejemødrene, siger Anne Brandt i Danmarks Lungeforening.

Alt ansvar væk fra borgerne? Det er i øvrigt noget vås. Det kan sagtens undgås at røgen siver gennem til børnene. Man kan fx ryge på en anden etage i huset, eller ryge flere rum væk. Desuden så må den passive rygning som kommer fra et andet rum siges at være ubetydelig. De der foreninger må holde op med deres forbudsmani hvis de vil tages seriøst.

At danskerne har droppet protesterne og i stedet bifalder rygereglerne, overrasker ikke fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, for generelt er vi gode til at tilpasse os forandringer.

- Vi kan ikke lide, når der bliver grebet ind i vores personlige frihed, men når først reglerne er der, så har vi en fantastisk evne til at efterrationalisere og se det positive i, at ikke-rygerne skånes for passiv rygning, siger Liselotte Lyngsø.

Hun peger på, at vi lever i de "løftede pegefingres tid", og derfor vil yderligere stramninger glide igennem med mindre besvær end for bare nogle få år siden.

- Bare se på lande som Hongkong, hvor det koster 3800 kroner i bøde at ryge på offentlige steder, eller Finland, hvor man kan idømmes seks måneders fængsel for at sælge tobak til unge under 18 år, siger hun.

Gad vide om disse drakoniske tiltag faktisk virker? Og i så fald at de virker, er det prisen værd?

Tags: