Hjernedopingen kommer

Hjernedoping (nootropics) bliver fortsat mere udbredt i det danske samfund. Og med denne udbredelse følger naturligvis også større medieopmærksomhed. Senest har DR.dk omtalt det efter at et snakkeprogram på DR2 debatterede emnet (På den 2. side, vist 01. okt. 2012).

Programmet fokuserede mest på ritalin som er salgsnavnet på stof som man giver folk med ADHD. Nu ved jeg ikke lige hvorfor, at de valgte dette stof da det ikke ser ud til at være så meget præstationsfremmende. Og dog, nogle forskere har foreslået, at vi bare frigav stoffet til alle. Måske det ville have givet mere mening, at fokusere på fx modafinil.

Grunden til at bringe emnet op, er naturligvis at disse stoffer er forbudte, og er typisk at finde i den kategori man kalder receptpligtige stoffer (prescription drugs). Spørgsmålet er hvorfor at stoffer som ritalin, som gives til mange tusind danskere, og flere millioner amerikanere, uden de store problemer (så vidt vi ved) skal være forbudt. Selv per normal argumentation om at farlige stoffer skal være forbudte, så er det svært at forbyde ritalin.

For at en lov kan være effektiv, så skal det være muligt, at håndhæve loven i stor grad, ellers så vil loven virke tilfældig på folk. Medmindre, at diverse copyright, patent, og andre overvågningsglade personer får deres vilje, så kommer det til at blive meget, meget svært, at gøre noget ved handlen med stoffer på nettet. Dette skyldes at folk kan bruge tjenester som Tor. Tor er en anonymiserende tjeneste som gør det muligt, at bruge nettet helt anonymt. Dette betyder da også, at man kan gå ind på hjemmesider hvor man kan købe stoffer. Ja, der findes en side som direkte er lavet til dette, SilkRoad. Det er svært at se hvordan man skulle håndhæve loven her. I hvert fald hvis det skal være uden at fjerne brevhemmeligheden, eller massiv overvågning af folks computere således, at de ikke kan bruge anonymiserende tjenester. Hvis man har transhumaniske tilbøjeligheder, så hilser man naturligvis også denne udvikling velkommen.

En anden ting man kan bemærke er, at der også på dette område ser ud til at være en mere eller mindre arbitrær lovgivning. Hvorfor er ritalin, modafinil, m.fl. ulovligt, mens at nikotin og koffein er lovlige? Disse er begge nootropiske.