Skånske politikere er bange for legalisering af cannabis i København

Svenskerne raser over dansk hash-forsøg (dr)

Lad os tage et nærmere kik på hvad de siger if. DR.

Monika Engström, som er medlem af regionsrådet i Skåne for Miljøpartiet, er overbevist om, at et eventuelt forsøg med legalt salg af hash i København vil få betydning for Skåne.

- Der findes jo nogen, som vil sælge det videre. Jeg ser med stor bekymring på planerne, siger hun til det svenske nyhedsbureau TT.

Monika Engstöm bakkes op af sin partifælle Anders Åkesson.

At det kommer til at få en betydning er vel uden den store tvivl, men det siger ikke noget om hvorvidt det sammenlagt er en god eller dårlig betydning.

- Dette vil øge de unges evne til at smugle cannabis til Sverige, siger han til den svenske avis Sydsvenskan.

Anders Åkesson køber ikke Frank Jensens argument om, at legaliseringen kan komme den organiserede kriminalitet til livs og også underminere andre former for grov kriminalitet, som i dag gør Københavns gader usikre.

Det kan godt være, men det vil være godt for Skåne, ikke skidt. Hvis de unge skånere tager til Danmark, køber cannabis, og tager hjem igen, så støtter de ikke gangstermiljøet i Skåne (eller Danmark, efter en legalisering). Det betyder færre gangsteroptøjer på den anden side af sundet.

Også politiet på den anden side af Øresund er betænkelige ved Frank Jensens forslag.

- Det betyder, at hvis vi pågriber en påvirket person i Skåne, kan de bare sige, at de har været i Danmark og ryge, og så kan vi ikke retsforfølge dem, siger Jonas Karlberg, der er politiinspektør i Malmø, til Sydsvenskan.

- Det vil give problemer, for sådan nogle ting lærer folk hurtigt, tilføjer han.

Det lyder foruroligende. Er det lige nu muligt at retsforfølge folk bare fordi at de er påvirkede? Mig bekendt, så er påvirkning af et stof ikke tilstrækkeligt til at bevise besiddelse i Danmark. Men nu ville jeg være sikker, så derfor læste jeg "Bekendtgørelse af lov om euforiserende stoffer", men den gør det ikke klart om besiddelse kan bevises ud fra en blodprøve. I en vis forstand, så besidder man jo et stof hvis man har det i blodet. Man straffer også folk for smugling af stoffer hvis de gemmer stofferne i deres mavesæk (i plastikposer). Men det er måske kun for smugling og ikke besiddelse?

Der er en sag fra 2012 hvor politiet ikke kunne bevise noget fordi at personen slugte stofferne inden at politiet fik fat i dem. Hvis en påvirkning af stofferne var nok til at bevise besiddelse, så ville dette ikke være tilfældet.

Jeg ledte videre og fandt en juridisk betragtning fra 2003 som kommer ind på emnet:

Netop lov om euforiserende stoffer (som vedtoges i 1955, altså adskillige år før et egentlig "narkotikaproblem" opstod) er faktisk et udmærket eksempel på, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med retsstatstanken. Loven kriminaliserer så godt som alle måder at omgås narkotika på (d.v.s. køb, salg, overdragelse, indførsel, udførsel, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejdning og besiddelse), men ikke selve brugen. Når det nu ikke er muligt at bruge narkotika, uden også at besidde det, kunne man måske forledes til at tro, at det kun er en omgang ordkløveri (der f.eks. primært tjener opretholdelsen af behovet for jurister ...). Det er det ikke. Af forarbejderne til lovgivningen om euforiserende stoffer fremgår det flere steder eksplicit, at det ikke er hensigten at ramme brugerne, men derimod den såkaldte bagmandsvirksomhed. Når man i sin tid kriminaliserede også besiddelse, var det således heller ikke for at ramme brugerne, men derimod alene for at imødekomme anklagemyndighedens ønske om at kunne dømme bagmænd i sager, hvor man ikke var i stand til at føre tilstrækkeligt bevis for handel. Narkotikalovgivningen afholder sig dog fra præcist at definere "bagmand" og "bruger" og den praktiske virkelighed kan forekomme i nogen grad at være "skredet fra" de oprindelige intentioner. En op gennem 1990erne støt voksende andel (38 pct. i 2001) af de indsatte i vore fængsler er stofbrugere, mens andelen af stofkriminelle ikke-brugere i fængslerne (altså "bagmænd") er langt lavere og i øvrigt - naturligvis - upåvirket af mere eller mindre intensiv politiindsats på gadeplan, er vel de tydeligste tegn på at afstanden mellem lov og liv er stor og stadig større. De brugervenlige intentioner blev f.eks. også understreget i 1969, da Folketinget, i øvrigt med stort flertal, vedtog at skærpe straffen for narkotikakriminalitet, således at grovere overtrædelser af lov om euforiserende stoffer kunne straffes med fængsel i indtil seks år. Allerede på det tidspunkt herskede der stor uenighed og usikkerhed om prioriteringen af den kontrolpolitiske indsats og som betingelse for en tilslutning til forslaget om strafskærpelse krævede et folketingsflertal, at rigsadvokaten skulle udarbejde retningslinier for praksis i narkotikasager. Det drejede sig især om en mild påtalepraksis overfor brugerne og en sådan kommer til udtryk i det stadigt gældende rigsadvokatcirkulære nr. 144 af 15. juli 1969. Et centralt element heri var netop, at det efter forarbejderne til lov om euforiserende stoffer ikke har været hensigten at kriminalisere forbrug af euforiserende stoffer og dermed heller ikke besiddelse af stoffer med henblik på eget forbrug. Som det også fremgår af dette cirkulære, blev besiddelse således primært kriminaliseret af "retstekniske grunde", i det man fra politimæssig side forudså, at det i visse sager kunne blive vanskeligt at føre bevis for salg, distribution, import og eksport i forhold til "bagmændene" og at man i disse tilfælde måtte have mulighed for at ramme forhandlerleddet alene på besiddelse. [min emfase]

Efter min mening burde loven være tydeligere, således at en normal borger kan blive afklaret med om påvirkning af stof X er nok til at bevise besiddelse af stof X. Det er især relevant når man ser på politiet's misbrug af færdselsloven til at være endnu en narkolov. Mere abstrakt, så handler det om at have skjult retspraksis. Det kan man læse mere om i mit indlæg på Piratpartiet's forum.

I øvrigt fandt jeg ikke ud af hvordan loven eller retspraksis er i Skåne/Sverige, men mine svenskevner er vist ikke tilstrækkelige til at løse den opgave.