Rune Kristensen (K) mener at frihed skal have grænser

Frihed skal have grænser (JP blogs) fundet via denne læseværdige artikel (180grader.dk).

Frihed er en konservativ værdi
Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg hylder frihed som konservativ. Men i den konservative tankegang har frihed dog altid en følgesvend; ansvar. Man kan ikke have en frihed, eller en ret om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret.

Man skal værne om den enkeltes ret til, som udgangspunkt, at bestemme over sit eget liv - uden at staten eller andre blander sig heri. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen bruger sin frihed til at krænke andre på en eller anden vis.
Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som konservative, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar - både for sig selv og for andre - uløseligt sammen. Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihedens værdimæssige position.

Virker til at være en lettere kryptisk måde at sige, at man har frihed til at gøre hvad man vil så længe man ikke forhindrer andre i deres frihed til samme. Plus det sædvanlige politiske fyld.

Frihed skal begrænses
Jeg vil agere djævlens advokat og spørge de, der ikke ser begrænsninger af friheden, om følgende: Er det i orden, at folk forurener? Er det i orden, at folk bryder loven? Og er det i orden at folk snyder og bedrager?
Svaret vil for langt de fleste være “nej”. Dermed må det anerkendes, at frihed skal begrænset i et eller andet omfang. Så kan man politisk have forskellige holdninger til, hvor denne grænse skal gå.

En retorisk indledning for at vi ikke vil have anarkisme.

Nej til legalisering af hash
Forleden fremkom Liberal Alliance med et forslag om at legalisere hash. Et lignende forslag har været fremført af Socialdemokraterne i København.

Legalisering af hash er i mine øjne en defensiv og uansvarlig holdning, og jeg foreslår at fokus i stedet lægges ved forebyggelse og behandling.

En defensiv holdning? Jeg forstår ikke. Forebyggelse kan og behandling kan man jo sagtens selvom det er lovligt. Man kan fortælle folk om de faktiske skader af cannabisrygning, ikke opfundne skader. Derefter kan folk jo så selv vælge med den frihed som Kristensen påstår, at de bør have.

Kristensen kommer derefter med et par medicinske påstande uden belæg.

I forebyggelsen skal der oplyses ordentligt omkring konsekvenserne af hash, hvor man allerede efter første bekendtskab kan få en farlig hashpsykose. Dette udgør en klar forskel i forhold til alkohol og cigaretter, der bliver farligt ved misbrug. Du får ikke skrumpelever af en enkelt øl eller stenlunger eller kræft af en enkelt cigaret.

Jeg kunne ikke være mere enig mht. ordentlig oplysning. En ordentlig oplysning er også en sandfærdig oplysning, noget han ser ud til at have problemer med at levere.

Hans første påstand er, at man allerede fra første bekendtskab kan få en farlig hashpsykose. Han linker til en kilde, som jeg naturligvis læste.

Jeg citerer fra kilden:

Flere internationale undersøgelser peger på, at hashrygning kan føre til skizofreni. Men psykolog og ph.d. Mikkel Arendt fra Århus Universitetshospital viser i en ny undersøgelse, at hashen ikke bærer hele skylden for den alvorlige sindslidelse i sig selv:

»Cirka en procent af befolkningen udvikler skizofreni. Dette antal er tilsyneladende ikke steget i Danmark, selv efter at hash er blevet et almindeligt udbredt rusmiddel. Min forskning tyder på, at hashrygning får skizofrenien til at bryde ud i en yngre alder end hos dem, der ikke ryger hash. De er i gennemsnit 24,6 år mod normalt 30,7 år uden hash,« fortæller Mikkel Arendt.

Det betyder, at selvom skizofrenien ikke direkte skyldes hashen, så fremrykker hashmisbruget tidspunktet for udviklingen af sygdommen.

Omkring halvdelen af dem, der bliver får diagnosticeret en hashpsykose udvikler senere skizofreni. Selv om godt og vel lige mange mænd som kvinder udvikler skizofreni, så bliver markant flere mænd skizofrene efter en hashpsykose.

»Hashrygning får skizofreni til at bryde ud i en yngre alder« - Mikkel Arendt [min emfase]

Hans kilde ikke giver Kristensen ret i at der er en kausalsammenhæng, omend der er en korrelation. Hans kilde påstår heller ikke noget om, at det kan ske efter 'første bekendtskab'. Faktisk så indeholder hans artikel hverken ordet <første> eller <bekendtskab>. Men selv hvis det var rigtigt, at det kunne give en hashpsykose ved første indtagelse, hvad ville det så vise? Man kan nemt blive alkoholforgiftet ved første indtagelse af det stof, og nikotin ligeledes (hvis man fx ryger en vandpibe alene, som mange unge gør).

Dernæst skal bekæmpelsen af narkokriminalitet og organiseret kriminalitet generelt styrkes og strafferammen for disse forbrydelser sættes op. Et af de steder, der skal sættes yderligere ind er i nattelivet.

I lyset af at sådanne tiltag er meget dyre, giver mange dårlige bieffekter, og generelt ikke virker, så tja.. Jeg havde ikke forventet andet.

For nogle bliver hash en dårlig, særdeles skadelig og ukontrollerbar vane, for andre bliver det startskuddet til et langt værre misbrug, og det ønsker jeg ikke at lovliggøre.

Gateway drug hypotesen altså. Hypotesen er at cannabis forårsager at man tager hårdere stoffer. Det er ganske rigtigt, at der er nogle studier som viser en korrelation mellem disse, men samtidig studier som viser ingen korrelation, hvilket jo viser, at hypotesen ikke kan være en særlig stærk forklaring - ellers ville mønstret vise sig i så godt som alle studier. En anden forklaring på korrelationsdataene er, at folk som tager cannabis har arvelige og miljømæssige belæg for at også senere tage andre stoffer. Således er cannabisindtagelse ikke en årsag i den model, men en konsekvens af andre årsager. Ligeledes med indtagelse af andre stoffer.

Argumenter om, at en legalisering vil fjerne indtægten fra de kriminelle holder ikke, da disse blot finder andre og måske værre ting at leve af.

...Såsom? Mener han seriøst at påstå, at hvis vi gør det lovligt at tjene penge på cannabissalg, så vil de kriminelle insistere på at være kriminelle, og bare finde en anden kriminel levevis? Endda en som er værre? Det er en ret fantastisk påstand som han slynger ud, uden at give noget belæg for den.

Et andet argument, der ofte fremføres af de liberale er, at hashrygning er en offerløs kriminel handling. Dette ville i et meget snæversynet perspektiv være sandt, hvis ikke vi havde skattefinansieret uddannelsessystem og sundhedsvæsen, men det har vi altså i Danmark - med de krav og konsekvenser det medfører.

Det er ganske rigtigt at når man har en velfærdsstat, så kommer andre også til at betale for behandlingen af en lidelse som er forårsaget (eller fremskyndet, da den så varer i længere tid) af euforiserende stoffer. Der er flere muligheder her. Man kunne afskaffe velfærdsstaten generelt, hvilket de fleste ikke vil. Man kunne afskaffe velfærd for hashpsykoser, hvilket nok ville være svært i praksis, og der ville man stadig få et fald i indtægter pga. færre skatteindtægter - folk som har en hashpsykose arbejder formentlig ikke så meget som folk som ikke har.

En anden mulighed er at man sætter afgifter på hashen, således at salget deraf kan finansiere udgifterne til sundhed. Det er nok den løsning som passer bedst med den danske velfærdsstat. Selvfølgelig, når man vælger den model, så åbner man op for et sort marked. Jo højere afgifterne er, jo flere penge er der i at sælge det uden afgifter. Man skal også huske på at cannabis er meget nemt at dyrke selv. Man behøver måske slet ikke at sætte afgifter på før at det giver nok indtægter. Staten tjener jo penge på salg alene, afgifter eller ej (MOMS).

Det kan også være, at man ikke kan undgå et økonomisk tab mht. behandling af hashpsykose selvom det bliver lovliggjort og man tjener penge på salget af cannabis gennem skat og afgifter. Men selv hvis det er tilfældet (hvilket jeg ikke tror det er), så kan det godt være, at det stadig er en god ide. Når man skal træffe en rationel beslutning skal man tage alle konsekvenser med i betragtning. Man kan uden tvivl spare mange millioner, måske milliarder på bekæmpelsen af narkokriminalitet (politiet), fængselsvæsen, og retsvæsen. Samtidig så går man glip af skatteindtægter fra folk som ikke arbejder fordi at de sidder i fængsel. I øvrigt ser forbudet ikke ud til at begrænse antallet af hashpsykoser, så udgiften findes uanset legalisering eller ej.

Med argumenterne for legalisering af hash, vil man også kunne legalisere hårde stoffer - og dermed vil der ikke være grænser for frihed. Og det er der, når man er konservativ.

Det er nemlig HELT RIGTIGT. Man skal også ligeledes legalisere de andre stoffer. Men dette er ikke anarki som Kristensen påstår. Hans påstånd giver ikke meget mening. Hvorfor skulle det, at man fjerner nogle love, betyde at man fjerner alle love? Eneste mulighed for at det er sandt, er hvis man kun har love om narkotika i Danmark, men det tror Kristensen vel ikke selv på. Han ser ud til at være blevet inspireret af Kim Voigt Juhlin's  Frigiv hash - og drop straffeloven.

Helt overordnet, så har vi igen med en politiker at gøre, som ikke har lavet sit hjemmearbejde ordentligt. Det kan da ikke være så svært at læse noget om emnet?